Forside > Den første cykel
http://www.kildemoes.dk/sites/default/files/imagecache/Width_772/TrePigerHolderStille.jpg

Den første cykel

Det er en stor begivenhed for dit barn at få sin første rigtige cykel. En cykel som ligner den far og mor kører på. Størrelsen er den primære forskel på en barnecykel og en voksencykel. Og størrelsen er vigtig! Med en cykel i den rigtige størrelse, er det lettere for barnet at manøvrere og orientere sig i trafikken.

Størrelse

Når barnet sidder i sadlen på den første cykel, bør barnet kunne nå jorden med begge fødder. For større børn (fra ca. 10 år) kan det være tilstrækkeligt, hvis de kan nå med én fod. Det kan være fristende at købe en cykel, som barnet kan "vokse med", men det er meget vanskeligt og utrygt for barnet at køre på en cykel, som er for stor. Og det kan være svært nok at lære at cykle.

Det bedste er at tage barnet med, når der skal købes ny cykel. Så er du sikker på, at den passer. Du kan få råd og vejledning om valg af den rigtige størrelse hos din lokale Kildemoes forhandler. Du kan forberede dit besøg hos forhandleren med at læse artiklen om stelstørrelse, som kan give et fingerpeg om størrelsen af cyklen.

Udstyr

Lad den første cykel være så enkelt udstyret som muligt.

Hvis barnet skal betjene gear, kilometertæller og andre ting, tager det opmærksomheden fra kørslen og trafikken. Der skal være to uafhængige bremser på en cykel – en der virker på forhjulet, og en der virker på baghjulet. Det er en fordel, at den første cykel har fodbremse. Fra den trehjulede eller løbecyklen har barnet erfaring med at bruge fødderne til at bremse med. Den erfaring kan barnet overføre til den nye cykel.

Se mere om trafik og sikkerhed på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside.

Bookmark and Share