Nu når du har besluttet dig for at investere i en ny cykel, står du overfor en masse valgmuligheder både hvad gælder cykelmærker, cykeltyper og priser.
For at gøre valget nemmere for dig og guide dig til den rigtige cykel, vil vi anbefale dig at overveje følgende:
Hvor mange gear du har behov for og lyst til afhænger af, hvad du skal bruge din cykel til - hvor langt du typisk cykler og i hvilket terræn. Ved at vælge en cykel med mange gear får du bedre mulighed for at finde det optimale gear til ethvert terræn og hastighed. Omvendt ønsker andre en enkel cykel med så få gear som muligt - og kører du primært kortere ture på flade strækninger i byen, kan du sagtens klare dig med færre gear.
Fordelen ved udvendige gear, udover typisk flere gear med mindre spredning mellem, er også det direkte kædeskift, der giver dig mulighed for lynhurtige gearskift og samtidig et minimum af friktion med mere effektiv fremdrift til følge. Mange føler sig dog mere trygge ved indvendige gear, da det virker nemmere at skifte og kræver et minimum af vedligeholdelse. Endelig er der forskel på vægten, da baghjulet på en cykel med indvendige gear er tungere. Så hvis du går efter en let cykel, skal du kigge efter en med udvendige gear.
Hos Kildemoes benytter vi fire forskellige typer bremser: Fodbremsen er den traditionelle bremsetype i bagnavet. Den virker ved at træde pedalerne tilbage. Helt enkelt – og ikke mindst velegnet til børnecykler. Fodbremsen kombineres ofte med en V-bremse foran. V-bremser har bremseklodser, der presser på begge sider af fælgen. Et andet og mere eksklusivt alternativ er de såkaldte rullebremser, der giver en behagelig og samtidig effektiv nedbremsning i al slags vejr, da bremsefunktionen er indkapslet i bremse-enheder integreret på henholdsvis for- og bagnav. Skivebremser på de sportsprægede cykler giver en hurtig og kontant nedbremsning.
Kørestillingen afhænger af rammens geometri samt placeringen af sadel og styr. Generelt er det sådan, at jo kortere og stejlere cyklens stel er, jo mere levende og hurtig en cykel får du.
På komfort-modeller, som f.eks. City og Classic hvor styret sidder relativt højt, får du en mere oprejst kørestilling i modsætning til Logic, hvor du sidder mere foroverbøjet. Jo mere du kommer ned at ligge over styret, jo hurtigere kan du alt andet lige cykle, men nogle prioriterer komfort højere end fart.

Generelt gælder at jo bredere dæk, jo mere komfortabel kørsel. Omvendt kan du køre hurtigere med smallere dæk, så det er igen et spørgsmål om prioritering.
Et andet væsentligt element ved cykeldæk er holdbarheden samt beskyttelsen mod punkteringer. På mange af vores cykler har vi monteret dæk med et kraftigt indlæg, der beskytter effektivt mod punkteringer. Kig efter betegnelserne "X3" og "X5" (for henholdsvis smalle og brede dæk) i specifikationerne for de enkelte cykel modeller.
Hvor meget udstyr, der er nødvendigt, er i høj grad et spørgsmål om, hvad du vil bruge din cykel til. Skal du f.eks. have skoletaske eller sportstaske med, kan du med fordel vælge en model med bagagebærer – andre modeller fås også med fastmonteret frontkurv til håndtasken eller til indkøbsposerne.
Du kan også overveje om, du ønsker en cykel med eller uden kædeskærm og skærme. De fleste af vores cykler er som standard komplet udstyrede med både lygter, lås og støtteben m.m. Alle andre modeller er forberedt for eftermontering af cykel tilbehør og udstyr, hvis du efterfølgende skulle ønske at få mere på.
Når det gælder cyklens design, er det jo helt individuelt fra person til person, hvilken cykel man falder for. Udover de mere rationelle valgkriterier nævnt herover, vil vi i øvrigt anbefale, at du vælger med hjertet. En Kildemoes cykel holder i mange år, så det er vigtigt, at du vælger en model, som du er glad for at sætte dig op på hver gang, du skal ud at cykle.
Hvor meget du vil betale for din nye cykel er op til dig selv og din pengepung. Det kan være svært at sige, hvad en cykel "bør" koste. Men som med så meget andet gælder det, at jo mere, du vil betale, jo bedre cykel får du. Du skal også tænke på, at ved at investere i en kvalitetscykel, vil du kunne have din cykel i mange år – og der vil være færre reparationer og udskiftning af dele undervejs. Derfor kan en god – og lidt dyrere cykel – på længere sigt være den bedste investering.
Når du har fundet den model, der passer bedst til dig og dine behov, skal du finde den rigtige størrelse, så køreoplevelsen bliver optimal. Alle vores modeller fås i flere størrelser, så det er muligt at finde en, der passer perfekt til dig. Rådfør dig med din Kildemoes forhandler og prøv forskellige modeller i butikken – tag eventuelt også en lille prøvetur.
Du kan få flere gode råd og vejledning hos din Kildemoes forhandler med hensyn til valg af cykel. Forhandleren uddyber gerne ovenstående punkter, så I sammen kan finde den cykel, der opfylder dine ønsker og behov.

Når du køber din cykel hos en Kildemoes forhandler, bliver den klargjort forsvarligt til brug, inden du cykler af sted på den. På den måde sikrer vi os, at du får en god oplevelse med din nye Kildemoes cykel.