Odense Kommune står bag Cyklisternes By og en ny og spændende kampagne, der gerne skal få endnu flere til at vælge el cykel frem for bil til den daglige transport.
I Cyklisternes By (Odense) foregår ca. hver tredje tur på cykel, men for at få endnu flere af bilturene erstattet med cykelture gik startskuddet i slutningen af november
for en storstilet kampagne "Lån en elcykel og få medvind". Kampagnen har som mål at få bilister med mere end 5 km til arbejdspladsen eller uddannelsesstedet til at tage turen på el cykel i stedet for. Med en el cykel fjerner man undskyldninger som afstand og fysisk form - og el cyklen, ja den kan man få lov til at låne i de 6 måneder kampagnen varer.
I december blev de 100 deltagere, der skal cykle på Odense Kommunes 100 Kildemoes el cykler fra 11. januar til 11. juni 2010, udvalgt. Alle deltagere har fået foretaget et sundhedstjek før kampagnestart, og skal have ét til efter kampagnen - og så bliver det spændende at se, om der er kommet nogle sundere og gladere cyklister i Cyklisternes By.
Mandag d. 11. januar var deltagerne mødt op på Odense Slot, og sammen tog de ud på en cykeltur i Odenses gader. Her kan du se et klip fra TV2 Fyn fra kampagnestarten.
Du kan læse mere om kampagnen på odense.dk/cyklisternesby.
Se hele pressemeddelelsen her.