Vinteren nærmer sig - Er DIN CYKEL VINTERKLAR?

Der er flere ting, du bør være opmærksom på i forbindelse med vinterklargøringen af din cykel, så du og cyklen kommer godt og sikkert igennem vinteren. Vi giver dig 3 gode råd, så du er godt kørende henover vinteren. 

TRIN 1: TJEK DÆKTRYK 

Det er en rigtig god idé at tjekke dæktrykket på din cykel regelmæssigt. Med det rigtige dæktryk får du en bedre køreoplevelse, optimalt vejgreb, forlænger dækkenes levetid og minimerer risikoen for punkteringer. Er du i tvivl om, hvordan man gør, så har vi en anden video, som guider dig. Du finder videoguiden her.  

TRIN 2: LYGTER OG REFLEKSER 

I den mørke vintertid er det vigtigt, at du husker at have lys på cyklen. Tjek dine lygter jævnligt så du er sikker på, at der altid er strøm på. Tjek om cyklen er udstyret med alle lovpligtige reflekser, om de er intakte og fri for skidt, så sikrer du dig, at de reflekterer bedst nuligt. Er du i tvivl, om dine lygter og reflekser er lovlige, så har vi en video, der guider dig. Du finder den her.      

TRIN 3: GIV KÆDE, GEAR, BREMSEKABLER OG ANDRE BEVÆGELIGE DELE OLIE

Kæden skal have olie, så den er godt beskyttet mod skidt og småsten, som nemt kan sætte sig fast. Du bør bruge en syrefri olie. Hvis du smører kæden jævnligt, undgår du, at kæden ruster og slider på andre dele af cyklen. Er du i tvivl, har vi her en video, som viser, hvordan du giver din kæde olie.

Vi anbefaler, at du du får din cykelmekaniker til at tjekke og smøre gear- og bremsekabler samt andre dele, som kræver særligt udstyr og ekspertise. Gearsystemet kan nemt fryse fast i løbet af den kolde vinterperiode, og det er ikke sjovt at køre i 1. gear hele vinteren. Et udvendigt gearsystem er mere udsat for skidt, småsten og vejsalt, men det er tilgengæld også nemmere at komme til at vaske og smøre sammenlignet med et indvendigt gearsystem. Det indvendige gearsystem er dog bedre beskyttet og kræver ikke den samme vedligeholdelse, men man kommer ikke udenom at smøre det i vinterperioden.

Vi anbefaler altid, at du tager forbi din cykelmekaniker, hvis der er noget, du er i tvivl om.