TRIN 1: TJEK STØTTEBENET
Efter en vinter med frost og fugt trænger støttebenet til at blive smurt. Vi anbefaler derfor, at du giver det olie, så det bliver mere bevægeligt. På den måde undgår du, at det knækker, hvis du forsøger at slå det op eller ned, når det er frosset fast. Vi anbefaler også, at du efterspænder støttebenet.
TRIN 2: TJEK DÆKTRYKKET
Det er en rigtig god idé at tjekke dæktrykket på din cykel regelmæssigt. Med det rigtige dæktryk får du en bedre køreoplevelse, det optimale vejgreb, du forlænger dækkenes levetid, og du minimerer risikoen for punkteringer. Er du i tvivl om, hvordan man gør, så har vi en anden video, der guider dig. (Hvordan tjekker jeg cyklens dæktryk?)
TRIN 3: GIV KÆDEN OLIE
Kæden skal have olie, så den er godt beskyttet mod skidt og småsten, som nemt kan sætte sig fast. Du bør bruge en syrefri kædeolie. Hvis du smører kæden jævnligt, undgår du, at kæden ruster og slider på andre dele af cyklen. Er du i tvivl, så har vi en video, som viser dig, hvordan du giver din kæde olie. (Hvordan giver jeg kæden olie?)
VI ANBEFALER, AT DU FÅR DIN CYKELMEKANIKER TIL AT TJEKKE OG SMØRE GEAR- OG BREMSEKABLER, SAMT ANDRE DELE, SOM KÆRVER SÆRLIGT UDSTYR OG EKSPERTISE.